Excenterpresser hos Lindab

Ny styring giver nyt liv til excenterpresser hos Lindab

Fremfor at bygge nyt skiftede Lindab styringen til en af sine excenterpressere fra Povl Møllers Maskinfabrik. Forventningen er, at setuppet nu kan køre 25-30 år mere.

På Lindabs fabrik i Haderslev er Rene Hornshøj vedligeholdelsesleder og har det overordnede ansvar for knap 520 maskiner. Han har seks medarbejdere og en lærling i sit team til at holde maskinparken kørende. Blandt de mange maskiner er 12 excenterpressere fra Povl Møllers Maskinfabrik.

»Den ældste er fra 1954, kører stadigvæk fint og bliver serviceret af Povl Møllers Maskinfabrik hvert år,« fortæller Rene Hornshøj.        

Lindab, der producerer ventilationsudstyr og byggematerialer til det danske marked, bruger excenterpresserne til at klippe blik med. Der produceres blandt andet firkantede metalstænger, pladeforsætninger, uv-bøjler og patentbånd på maskinerne.  

»Så vi producerer en bred vifte af produkter på excenterpresserne, der kører i toholdsskift,« fortæller Rene Hornshøj.

Mæt af dage

En af excenterpresserne har kørt velfungerende i 20 år med en BEC-styring, der også blev leveret af Povl Møllers Maskinfabrik i sin tid. Elektronisk var den nu blevet slidt op og begyndt at blive ustabil i sin funktion, operatørerne kunne ikke længere se noget på betjeningsskærmene, og der kunne ikke længere fås komponenter til styringen.  

»Den var mæt af dage, som de siger i filmen Adams æbler,« siger Rene Hornshøj med et grin.

Styringen kontrollerer et automatisk fremføringsanlæg og en excenterpresser, der klipper stripcoils af på mål til videreforarbejdning på fabrikken.

»Styringen er placeret i starten af vores produktion og er en af vores nøglemaskiner,« siger Rene Hornshøj. 

Så der skulle en ny styring til. Lindab kunne have valgt at skifte hele maskinen til en ny model, men fordi excenterpressen og værktøjerne var i så fin stand efter at have kørt millioner af slag, kunne det sagtens betale sig at beholde den og kun skifte styringen.

»Når vi kan genanvende vores gamle maskiner, har vi sparet naturen for at bruge to tons jern, og hvad det ellers kræver af ressourcer for at bygge en ny maskine. Det giver rigtig god mening, hvis maskinen kan stå distancen og opfylde nutidens krav til sikkerhed, som vi vægter ekstremt højt her hos os.«

I forhold til Lindabs fokus på bæredygtighed, og når vi kan få det output fra maskinerne, som vi forventer, vil vi som hovedregel vælge at renovere fremfor at bygge nyt, understreger Rene Hornshøj.

Positiv prøveopstilling

Povl Møllers Maskinfabrik lavede først en prøveopstilling, da de skulle være helt sikre på, at den valgte fremtrækningsmotor kunne håndtere de kræfter, der skal til for at trække en strip frem fra en coil i den ønskede fart. Da prøveopstillingen faldt positivt ud, gik Povl Møller-teamet i gang med at konstruere en ny styring. Arbejdet tog cirka ti uger. Som de fleste oplever i disse tider, var der ifølge Rene Hornshøj lidt udfordringer med at skaffe komponenter undervejs.

»Selve monteringen af styringen var estimeret til 14 dage, hvilket blev overholdt. Der var nogle små tilretninger efterfølgende, men de kunne klares med en online tekniker. Så vi har fået et superfint resultat, og vi forventer, at setuppet nu kan køre 25-30 år mere,« vurderer Rene Hornshøj.    

»Når vi kan genanvende vores gamle maskiner, har vi sparet naturen for at bruge to tons jern, og hvad det ellers kræver af ressourcer for at bygge en ny maskine.«
Rene Hornshøj,
vedligeholdelsesleder hos Lindab

Vidste du at?

Lindab kunne have valgt at skifte hele deres maskine til en ny model, men fordi excenterpressen og værktøjerne var i så fin stand efter at have kørt millioner af slag, kunne det sagtens betale sig at beholde den og kun skifte styringen.